lørdag den 4. december 2010

Lady Gaga: Charity killed the Queen of Twitter

Velgørenhed - eller mangel på samme - har foreløbig lukket munden på Lady Gaga, hvis profil på det sociale netværk Twitter ellers er verdens mest fulgte.

Lady Gaga deltager i øjeblikket i et socialt velgørenhedseksperiment, hvor hun og andre berømtheder har lovet ikke at tweete eller skrive på Facebook, før der er indsamlet én million dollars til fordel for World Aids Day. Initiativtagerne regnede med, at det ville tage et par dage at nå målet, men efter 48 timer er der kun indsamlet 183.000 dollars. Eksperimentet har dermed effektivt lukket munden på Gaga og de andre kendte.


The sound of silence? Lady Gaga is silenced by charity.


Anmeldelse af Lady Gagas koncert i Den soret box i Herning i oktober:




Lady Gaga tog mødommen på Boxen

Sir Kaka. Det var ikke et udslag af Bad Romance, men af dårlig timing. Jeg sad på toilettet og besørgede, da Lady Gaga fyrede sit monsterhit Poker Face af ved gårsdagens koncert i Herning.

Koncerten med Gaga var om ikke inde i et dødvande, så i hvert fald i smult vande, og jeg tænkte, at det var et oplagt tidspunkt at gå på toilettet. Men nej. Knap havde jeg sat mig, før Lady Gagas hit bragde løs inde fra salen. Jeg var henvist til at nyde Pokerface med bukserne om hælene i en pænt forvrænget udgave gennem væggen.

Mens jeg sad der på kummen og spekulerede over den fortrædelighed, der var blevet mig til del, besluttede jeg at ophøje min anale udfoldelse til værk, og jeg undlod at skylle ud efter mig. Jeg kan ikke garantere for, at mit værk stadig befinder sig i kummen. En driftig midtjyde eller endog en emsig rengøringskone kan have ekspederet værket ud i kloakken, så det er gået tabt for eftertiden.

Jeg så Lady Gaga i intime omgivelser i KB-Hallen sidste år og var mere begejstret for den koncert end for det store show i Jyske Bank Boxen i Herning. Der var for mange pauser i Herning, hvor Lady Gaga talte til publikum, mens scenearbejderne klargjorde den omfattende scenografi bag scenen. Det var ikke befordrende for en sammenhængende oplevelse og virkede indimellem som en party killer.

Alligevel står det klart, at Lady Gaga ikke er den døgnflue, man måske forestillede sig, da hun kom frem med Just Dance. Hun har flere stærke titler i kataloget end for ét år siden. Men hun mangler at få endelig form på det megashow, som hendes nuvundne superstjernestatus fordrer. Måske minder Lady Gaga om Madonna.

Madonna blev af de fleste anset for et tidstypisk overgangsfænomen i midten af firserne, men hun viste sig senere at være endog meget slidstærk som kunstner, performer og karrieremenneske. Det er ikke utænkeligt, at Lady Gaga kan vandre ad samme vej. Det vil tiden og ikke mindst det svære tredje album, der er på vej, vise.

Lady Gaga var første optrædende i Boxen i Herning og tog, som hun formulerede det fra scenen, "mødommen" på koncertarenaen. Hvilken betydning får det nyindviede spillested fremover?

Jeg noterede en række plusser og har en enkelt anke. Der var okay lyd (i hvert fald sammenlignet med et tilsvarende sted som Forum i København). Der var gode adgangsforhold, og ved gårsdagens arrangement var der mulighed for at stå i kø indendørs, hvilket var eminent vejrliget taget i betragtning. Toiletforholdene (som jeg altså afprøvede under Pokerface!) er udmærkede. Eneste anke er, at det ryger lige vel meget fadøl på betongulvet i Herning. Så meget at man nogen steder nærmest sejler i øl. Fadøl skal ned i løgnhalsen. Ikke på gulvet.

Alt i alt er Boxen en gave til musikmiljøet i Danmark.

**** til Lady Gaga
***** til Jyske Bank Boxen (som koncertarena)

Det skriver de andre om koncerten:

http://aoh.dk/artikler/det-skriver-de-om-megastjernen

Uddrag af anmeldelser:

B.T. 4 stjerner:
"Koncertens højdepunkter fik vi først mod slutningen, da monsterkavalkaden af 'Alejandro', 'Paparazzi' og 'Pokerface' satte ekstra ild i jyderne på gulvet. Og Bad Romance bankede i den grad finalen på plads!
Lange monologer skæmmede imidlertid desværre det, Gaga selv har beskrevet som 'Verdens første electro-opera'. Lady'ens konstante opfordring til indre styrke og forskellighed gik sikkert rent ind hos den yngre del af hendes små 'monstre'."
Berlingske Tidende 4 stjerner:

"Træffere og blundere blander sig således i BOXEN, men ren og skær popfryd opstår, da det amerikanske fænomen lukker sin to timer lange optræden med »Bad Romance«, som er de sidste 10 år bedste popsang. Intet mindre."

Gaffa 5 stjerner:

"Gaga har vist, hvordan et solidt pop-show skal skæres, og i Herning har man vist hvordan de optimale rammer for et sådant skal lægges. Danmark har endelig fået et koncert-sted der kvalitativt bringer tankerne hen på Londons O2 Arena, og har med en koncert, hvor ambitionerne er i top, budkabet er på plads og det vigtigste musikken er velfungerende og forbandet godt udført, vist hvor pop-skabet skal stå. Hendes velpolerede kollegaer skal virkelig tage sig sammen, hvis ikke hun skal sætte sig alt for solidt på tronen de næste mange år. Efter aftenens optræden at dømme kan hun roligt sætte sig godt til rette."
Ekstra Bladet 5 stjerner:

"Sex, superstemning, skråt op til normaliteten, show i verdensklasse, store hits. Hvad mere kan man forlange på sådan en onsdag aften? Lady Gaga ligner en, der er kommet for at blive."
Politiken 5 stjerner:

"Flot og medrivende freakshow af poppens nye megastjerne, der skinnede over den nye hal i Herning," skriver Politikens Erik Jensen og fortsætter:

"Nej, Lady Gaga behøver ikke snyde på den vokale vægt i lighed med kolleger som Britney Spears og Madonna."

GOSSIP

Prince gav koncert i Forum samtidig med Lady Gagas koncert i Boxen (Prince kommer til Herning fredag). Det har nok afholdt en del kendte fra at tage turen til Midtjylland. Men jeg spottede Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, Venstres næstformand Kristian Jensen med frue, Helge Sander (V) og cykelrytteren Michael Rasmussen, der tog sig en friaften fra dopinganklager og danseundervisning, blandt publikum.

KENDIS UPDATE

Mit ydmyge øje faldt ikke på alle tilstedeværende kendisser. Følgende var også til stede (enkelte af de nævnte har næppe kendisstatus udenfor det midtjyske område):

Billedhugger Ingvar Cronhammar med hustruen Inger. Keld Bordinggaard, U-21 landsholdstræner i fodbold, sammen med datteren Emilie, Odense. Mick Øgendahl, stand-up komiker, sammen med sin hustru, Marlene, Greve. Knud Troelsen, direktør for Hjem A/ S og grundlægger af Kvik Køkken, sammen med hustruen, Ditte, Herning. Morten Stig Christensen, direktør i Dansk Håndbold Forbund, sammen med sin hustru, Anne, og datteren Mathilde, Odense. Jan Pytlick, landstræner for håndboldkvinderne, Thurø. Christian Stadil, ejer af sportsfirmaet Hummel, sammen med sin kæreste, Marianne Mosbæk, København. Poul Sand, bestyrelsesformand i MCH Messecenter Herning. Lars Krarup, borgmester i Herning. Ingelis Sander, byrådsmedlem i Herning. Torben Henriksen, direktør for Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, sammen med sin hustru, Inger, Hammerum. Uffe Buchard, modeskribent, frisør og make-up artist, sammen med Kim Grenaa, København. Remee, sangskriver og producer, sammen med sin datter Emma, København.
***

Lady Gagas tweet efter koncerten i Herning:

"I'd wear any of my private attire for the world to see. But I would rather have an open flesh wound than ever wear a band aid in public."

http://twitter.com/ladygaga



Læs også Informations omtale af koncerten ved Katrine Hornstrup Yde. "Pop Hernings mødom, Gaga!" begynder sådan her:

"Var Lady Gagas “Monster Ball” i Hernings nye multiarena som Manzonis “lort på dåse”? I så fald var det en meget livlig bakteriefest, der foregik derinde - og koncerthallen var en velstøbt dåse, der elegant blev lirket op af den paradoksale popfantast, der prædiker individualitet gennem mainstream musik"

http://www.information.dk/248360

***

Første opvarmning til Lady Gaga var DJ Lady Starlight (http://www.myspace.com/ladystarlightnyc), der præsenterer sig som "NYC's Best Female Hard Rock DJ!", hvilket næppe er løgn.

Opvarmningsband var Semi Precious Weapons (http://www.myspace.com/semipreciousweapons) - bøssepunk fra New York.
 
Lady Gaga-ikonografi:
 
http://www.lauritz.com/Item/Item.aspx?LanguageId=1&ItemId=2075261&ReturnUrl=http%3a%2f%2fwww.lauritz.com%2fItemList%2fItemList.Aspx%3fSTA%3d3%26FText%3duwe%2b%26LanguageId%3d1%232075261EndTagRU

0 kommentarer:

Send en kommentar