onsdag den 1. december 2010

Onkel Dannys Joint slukker

Vedrørende arrangementet Onkel Dannys Joint. Via Facebook:

"I en årrække, vist nok snart fire af slagsen har jeg kørt Onkel Dannys Joint, den første onsdag i måneden, men som årene er gået har jeg fået mere og mere at lave, med egne oplæsninger, udgivelser ect, hvilke har betydet jeg blot har inddraget natten til at nå det hele, og nu da året render ud, tænker jeg at det er et godt tidspunkt at gå i tænkeboks over, om Dannys Joint skal forsætte.
- så dette er sæsonafslutning, og muligvis den aller sidste af slagsen.
For at markere det har jeg hentet en række af dem der har optrådt gennem årerne ind.
Lyriske tanker
Claus Høxbroe
------------------------------------------------------------------
Onkel Dannys Joint
I aften kl. 20:00
Råhuset
Onkel Dannys Plads
København V
Entre : 50 kr.
OPLEV :
STIK OP JAKOB
Er rapper og tekstforfatter. Hans tekster kredser ærligt om livet i hovedstaden blandt grå bygninger og farverige personligheder. Stik Op Jakob er en del af hiphopgrupperne Ashtiani Drops og Sphaeren og samarbejder derudover med flere forskellige kunstnere, bl.a. Claus Høxbroe, med hvem han kører lyrikshowet `Høxbroe & Stik Op´ for folkeskoler og gymnasier. Optræder til Onkel Dannys Joint med musiker.
BENT OTTO HANSEN
(f. 1957) har udgivet en håndfuld digtsamlinger og en fodboldroman. Sidstnævnte kom efter ti år som fodboldkommentator på TV 3. Tidligere i år udkom dialog-thrilleren 'Jeg kan ikke sove' (BoD). Lige nu arbejder han med en rablende lyrisk form, hvor den ene association afløser den anden i en ubrudt linje.
KASPER BJERRE
Født i 1985 og har i 2011 sin første digtsamling på gaden. Hans tekster er skrevet så de er til at forstå og live bliver de leveret med fokus på rytme og flow. Med København som kulisse og sit eget liv som udgangspunkt beskriver han mandagenes mudder, weekendernes vildskab, hangovernes hæslighed og alt det der ligger indimellem.
HENRIETTE ELMØE
Elmøe drømte aldrig om at skulle skrive stort set andet end indkøbslister og døgndiureser, men nu har hun dog alligevel fået udgivet to bøger, den ene er en fantasy, "Plante og jeg", den anden bog er en samling kortprosatekster, "Egen genvej".
TOMMY HEISZ
F. 1975, er bl.a. forfatter til digtsamlingen Nætter i mol og interviewbogen Det begyndte med Tipslørdag. Han er rejsende i melankoli, kærlighed, sortsyn, glidende tacklinger, nostalgi, rock 'n' roll med meget mere. I aften byder han på en blanding af nyt og gammelt materiale.
CASPAR JUEL BERG
F.1981 Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2009.
Han har indtil videre spillet så forskellige steder som Café Teatret, Det Lille Teater, Grønnegårdsteatret, Jakobole Teatret og Aalborg Teater.
Desuden har Caspar siden han lærte at skrive været en flittig Spoken Word performer. Var blandt andet medstifter af Poetry Slam Cph i 2004, og er Pt. at finde som 1/3 af Spokenword/Rap gruppen Ill Street Blues.
HENRIK LIST
Født 1965, og har i alt udgivet 15 fag- og skønlitterære bøger.
Igennem mere end 20 år har List som både forfatter og journalist især skrevet om storbyliv, undergrundsmiljøer og international pop-, sub- og ungdomskultur. Kærligheden til bohèmer, outsidere og skæve eksistenser er et gennemgående tematisk træk i et forfatterskab, der (med inspiration fra amerikansk Beat-litteratur, dirty realism og new journalism) undersøger vores kulturs tabuer, skildrer den ’mørke’ side af virkeligheden og udfordrer de senere års nypuritanisme, forbudstankegang og politiske korrekthed.
PETER BUTZBACK
Nye danske viser. Med afsæt i den stærke nordiske tradition. Sange der lever og ånder, og fortællinger, der lyrisk står stærkt. Fremført med en særpræget vokal, der gør Butzback til sin helt egen.
MIT NAVN ER KEITH
"Keith er dum, fuld, tynd, grim, gammel og Keith er beskidt og flink og vammel og uuddannet og fra udlandet og udvandet og hørt før, for Keith er et orangeade-rør, han er en spade og skør, han kører sine klunker i en rusten trillebør og han rimer i 2010 fordi han endnu ikke har fattet at den der trend med at rime forlængst ER forbi og at han er lam og har været død i 10 år og der ikke mere er nogen substans indeni ham og så har han grimt hår."
JONAS REPPEL
Født d 5. november 1986. Skriver flydende, ambivalente rytmiske tekster, spækket med billeder, og farver. Fokuserer på levende fremførsel af digtene, der trækker dem væk fra den normale begravelses stil, man måske har oplevet. Fokus på rim, rytme, flow, og fremføring. Skriver i hver skrivende stund, om alt fra træernes faldende blade, til skønheden ved en kvinde, ulykkelig kærlighed, København, branderter, tømmermænd, savn, pengemangel, ungdom, alt hvad der kan falde fra tungen og ned på tastaturet. Arbejder i øjeblikket på en digtsamlingen med navnet ” Der intet nyt under kjolen”
CLAUS HØXBROE
Født d. 23. oktober 1980. Beatpoet. Har udgivet digtsamlingerne Hylet fra gaden (2006), Solsorten er en skrigende lort ved daggry (2008), Tilpas utilpasset (2008), Helt igennem gennemtjekket (2010), Alt for meget af den gode (2010), Spoken word albummene Sluk lyset (2007) og Nye Rytmer - live i studiet (2010). Har desuden fået tildelt Årets Publikumspris til Poesiens Dag 2005, medvirker på diverse cd´er og i forskellige magasiner/tidsskrifter, samt leveret over 700 live optrædener. Bl.a. også i Norge, Sverige, England og på Færøerne.
HERMES 3000
Består af to Hellerup-hipstere fra Whiskybæltet, der er inspirerede af lige dele beatpoesi, nordlig forstad og det at være strøgkøbenhavner. Morten Reimar skriver teksterne og læser op, Anna Joensen spiller guitar. Navnet Hermes 3000 er fra en skrivemaskine, der desværre røg på gulvet.
Et tilbagevendende tema og emne er, hvor svært det er at være storbyboheme, når ens far er økonomidirektør i et landbrugsfirma og man bor i Vedbæk
OLE BUNDGAARD
Er et kendt ansigt på digtscenen i Kbh. Her har han forundret tilhørerne med sine skæve, skøre og skrå vinkler på tilværelsen i Kbh. og omegn.
Humoren og længslen ligger ofte under hans helt specielle og mærkelige digte. De er på den ene side helt ligetil og alligevel er der en underlig fornemmelse af noget surreelt i mange af dem.
BENNY PEDERSEN
Veteran fra lyrikkens undergrund. Udgav helt tilbage i 1973-74 lyriktidsskriftet LEGIONÆREN, hvor han nåede at præsentere 51 digtere. Har udgivet egne og andres digtsamlinger på Legionærens Forlag og Forlaget Østby Mejeri. Seneste samling "Femtifire digte" udkom 2008 på Ravnerock. Laver desuden videooptagelser med digtere til projekt Digtere på dvd.
LOUISE KRINGELBACH
F. 1974. Udgav i 2008 romanen Sorgforstøveren. Denne aften vil hun læse op fra en historie om alle os, fortabte drømmere."

0 kommentarer:

Send en kommentar