Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet har efter en pause på tre år udgivet et nyt nummer af det kunsthistoriske tidsskrift Periskop. Det ny nummer handler om performance og performativitet.
Periskop nummer 14 2010
Redaktion:
Markus Bogisch, Malene Vest Hansen, Camilla Jalving, Kristine Kern, Hanne Koling Poulsen, Lisbeth Stadshil, Sidsel M. Søndergaard
Temaredaktion:
Solveig Gade, Malene Vest Hansen, Camilla Jalving
Bidragsydere til nummer 14 2010:
Artikler:
Allan Kaprow, Judith Butler, Dorothea von Hantelmann, Solveig Gade, Mette Thobo-Carlsen, Birgitte Anderberg, Claus Robenhagen, Rune Gade, Gavin Butt
Debat:
Erik Exe Christoffersen, Michael Eigtved
Anmeldelser:
Anne Ring Petersen, Matthias Hvass Borello
Periskop kan købes hos førende boghandlere samt ved henvendelse hos Foreningen Periskop, c/o Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, att: Jens Toft: toft@hum.ku.dk
Pris i løssalg: 120 kroner.
Udgivelsen har modtaget støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og
Ny Carlsbergfondet.
*
Herunder en historie om performance i praksis, der næppe har nået Periskops spalter:
Weekendavisen (31.05.2002)
Mors Vaskeri
Af UWE MAX JENSEN
JEG var inviteret med som gæst på årets Stockholm Art Fair med mit projekt »Mors vaskeri«. Et projekt, der simpelthen bestod i , at min mor vaskede, tørrede og strøg messegæsternes medbragte vasketøj, mens de havde mulighed for imellemtiden at gå rundt og se messens øvrige stande. Som følge af projektets natur skulle både min mor og jeg til Stockholm. Min mor som den aktive i performancedelen, og jeg som repræsentant for værkets konceptuelle side. Vi tog bilen fra mine forældres hjem iNørresundby. Færgen fra Frederikshavn til Göteborg. Tværs over Sverige til Stockholm. Tirsdag aften nåede vi efter en del kørsel i Stockholms centrum frem til hotellet, hvor vi skulle indkvarteres.
Overnatningerne kostede 2600 kr. i døgnet. Men det var ikke noget problem. Eller ihvert fald ikke vores. For det betalte Stockholm Art Fair. Og det var heller ikke Stockholm Art Fairs problem. For hotellet var en del af hovedsponsorerne. Og det var sikkert heller ikke noget problem for hotellet. For en eventuel udgift figurerer kun som et tal i marketingbudgettet. Alle kunne med andre ord tillade sig at være glade. Men enhver opfyldelse af et behov er tit forbundet med et modkrav. I dette tilfælde ville hotellet gerne have et værk fra kunstnerne og gallerierne, som de kunne udstille i lobbyen. Jeg var ikke blevet informeret om dette på forhånd, men fandt det ikke himmelråbende urimeligt. Sådan fungerer verden. Men jeg havde det rent praktiske problem, at jeg ikke havde noget, jeg umiddelbart kunne stille til rådighed for en sådan lobby-udstilling. Jeg kunne lave en tegning. Levere et grafisk blad. Men jeg arbejder altid iforhold til konteksten og gerne site-specific. Jeg havde derfor behov for at tænke over, om disse rimelige forudsætninger for min værkproduktion også kunne gøre sig gældende her. Det var sen aften. Og værket skulle være klar til ophængning næste morgen. Der var altså kort tid. Et spand på et minimum af timer til at levere noget brugbart. Inden min mor og jeg forlod receptionen for at finde vores værelse og få pakket ud, lovede jeg at levere et værk senest næste morgen. Hvad er karakteristisk for et hotel? Elevatoren? Lobbyen? Betalingspornoen på tv'et? Hvad var karakteristisk for dette hotel? VÆRELSET lignede et hotelværelse. Det var bare større. Med en blæret udsigt over hovedgaden. Sat i et surrealistisk skær af rudens totalt lydisolerende egenskaber. Som en film uden lyd. Som Guds øje på de menneskelige myrer på gadeplan. Nå. Der var stadig problemer. Problemer, der krævede afklaring. Problemer, der krævede løsninger. Hotelshampoo? Morgenkåber? Room-service? Nej vel. Jeg satte mig ved skrivebordet. Læste sporadisk i hotellets nej ikke folder, ikke pjece informationsbog. Hotellet ønskede at forene design, arkitektur og kunst. Stod der. Det var også den retning, jeg skulle i . Mit værk skulle om muligt forenes med/spille op imod hotellets design og hotellet som arkitektonisk ramme og kontekst. Jeg måtte i mini-baren for at finde yderligere inspiration. Der var kakao. Det kunne blive en lang nat. Med inspiration og mismod. Jeg kunne nok bruge en irish coffee. Og min mor med for den sags skyld. Jeg fandt elkedlen ved siden af mini-baren. Elkedlen? Var det ikke hotellets ambition at forene design, arkitektur og kunst? Var ikke min ambition den selv samme? Jeg stod med løsningen af mit problem i hånden. I skikkelse af en sort ide-line elkedel. Ikke bare en elkedel men et næsten futuristisk svunget objekt. En sort monolit flyvende i tid og rum med sit kogende indhold. Et svar på et spørgsmål. En manifesteret tanke. »DU BRINGER MIT PIS I KOG « er en kendt dansk frase. Det betyder muligvis ikke det samme på svensk. Eller andre sprog. Den må dog findes som konkretion. At man bringer noget i kog . I dette tilfælde pis . I hvert fald havde værket taget form. »Du bringer mit pis i kog (1,5 liter af kunstnerens pis fyldt på en elkedel)«. Der blev ingen kakao eller irish coffee, i stedet tog jeg en fanta fra mini-baren, så jeg kunne opfylde værkets præmis. Nemlig at fylde 1,5 liter af kunstnerens pis på en elkedel. Muligvis på grund af tidspres. Muligvis fordi det kun blev til en enkelt fanta, lykkedes det mig kun at fylde 0,5 liter af kunstnerens pis på elkedlen. Men jeg mente omstændighederne taget i betragtning, at det kunne kaldes nok i forhold til at opfylde værkets præmis. Således lettet begav jeg mig ned i receptionen med mit nyudførte værk. I elevatoren udfærdigede jeg de nærmere specifikationer omkring publikums interaktion med værket. Det er klart, at værket har visse referencer til et andet dansk værk. Men i det tilfælde var der tale om et værk med en lang række tvivlsomme eksistentielle underbygninger. Mit værk derimod taler den rene og skære sandhed. Det giver sig ikke ud for mere, end det er. »Du bringer mit pis i kog «. Og det er netop, hvad publikum helt konkret gør, hvis de trykker på knappen på elkedlen. Derfor er der tale om et mere ærligt og i sidste ende bedre værk. Værket indskriver sig samtidig i den række af værker, hvor jeg arbejder med kropsvæsker og kropssekreter. Jævnfør »I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide« (2000), »Jeg skider på Tate Moderns toilet siddende omvendt på kummen« (2001), »Kunstnerens blod« (2001) og »Duchamp-maskine« (2001). Endvidere plejer det at være kunstneren, der bringer publikums pis i kog . I overført betydning. Her har publikum mulighed for helt konkret at bringe kunstnerens pis i kog . Jeg var opløftet over, at inspirationen således havde lynet, da det så sortest ud. Og i receptionen var de meget glade for at modtage et værk. Knap var jeg dog returneret til værelset, inden telefonen ringede. Det var en mand, går jeg ud fra (vedkommende præsenterede sig ikke), der ville vide, om det var Uwe Max Jensen, der lige havde afleveret et værk i receptionen. Det kunne jeg selvfølgelig kun bekræfte. Herefter blev røret lagt på. Da det i forvejen var som en film at glo ud ad vinduet, fandt jeg det ikke specielt mærkværdigt, at der ikke blev sagt farvel. Onsdag. Vi ankom til Sollentuna-messen med toget. Først sent på aftenen afleverede den første gæst sit vasketøj. Det var en ung mand (kunststuderende?), der afleverede sin vindjakke. Den var vasket og tørret, da han kom tilbage efter at have set messens øvrige stande. Min mor blev filmet til Sveriges Television (svarer til DR), TV3 (svarer til TV3) og TV4 (DR2). Og jeg svarede på spørgsmålet, om der eventuelt var noget antifeministisk eller mandschauvinistisk på færde i værket. Det kunne jeg afvise. Der er derimod tale om en kærlighedserklæring. Til ikke bare min mor. Men (ja ja) alle verdens mødre. Desuden er værket (stadigvæk) en afspejling af en konkret situation hentet fra hverdagslivet. Og lad mig sige det sådan: Det er aldrig min far, der har vasket mit tøj. Og det tror jeg heller ikke er normen i andre familier. Desuden: Er det din rigtige mor??? Ja. Værket ville da for helvede være om muligt endnu mere bizart, hvis jeg ligefrem skulle lade en anden kvinde agere som min mor. De næste dage kom der for alvor gang i vaskeriet, og værket tog den form, som det er tiltænkt. Nemlig at udfolde en dobbelt interaktion mellem publikum og værk. Publikum har vasketøj med. Afleverer det, og får det rent og eventuelt strøget tilbage. LARS Nittve kom forbi med et par underbukser. Som min mor dog mente var så rene, at de umuligt kunne være blevet brugt. Den polemik vil jeg dog ikke gå nærmere ind i . Vasket, tørret og strøget blev de ihvert fald inden afhentning. Onsdag aften. Min Mor havde vasket siden klokken 12. Klokken nærmede sig 22. Hun var træt. Jeg var træt. Alle på messen var trætte. Der havde været 6000 mennesker inde og vende. Der havde været støj og larm. Vi fik at vide af vores kontaktperson på messen, at vi skulle skifte hotel, da der var opstået problemer med det hotel, vi boede på. Efter en opringning fra messens direktør til hotellets direktør blev problemet dog løst. Vi kunne blive boende indtil næste dag, hvor vi så skulle flytte hen til et hotel i umiddelbar nærhed af messehallerne. Da vi var ved at checke ud næste dag, kom direktøren. Direktøren gav hånd til min mor. Direktøren gav ikke hånd til mig. Men jeg genkendte hans stemme fra telefonen. Det var elkedlen - eller rettere pisset, i elkedlen - der var det springende punkt. Hotellet her var at forstå som hans hjem. Og at pisse i hotellets elkedler svarede til, at han som gæst i mit hjem pissede i min kaffekop. Hvad jeg ville sige til det? Ja, jeg ville da som udgangspunkt blive overrasket. En nærmere specifikation af min reaktion ville jeg overlade til det konkrete tilfælde. At han rent faktisk stod i mit hjem og pissede i mit porcelæn. »Det var ikke kunst«. Jeg forklarede, at ud fra min hele kunstopfattelse kan det kun være kunstneren ikke institutionen, ikke kritikeren, ikke sponsoren der definerer, hvad der er kunst og ikke-kunst i det konkrete tilfælde. Min mor mente, at det rigtignok var kunst (tak mor!), og at selve hans reaktion kunne indskrives som en del af værket. DIREKTØREN fastholdt dog, at det a) »ikke var kunst«, og det var at sammenligne med, at han som gæst b) »pissede i min kaffekop«. Desuden skulle jeg c) »lære noget om, hvordan man opfører sig«. Det ville jeg d) »få brug for«. Det var selvfølgelig et personligt angreb. Men jeg syntes, at samtalen havde mistet fokus. Oprindelig kunst eller ikke-kunst. Og jeg søgte derfor at bringe den på ret kurs igen. Jeg var blevet bedt om at levere et værk til udstilling i lobbyen. Det havde jeg gjort. Trods tidspres. Det var ikke bare et hvilken som helst værk. Det var et værk, der forholdt sig til hotellet som et helt karakteristisk sted, og det gav gæster og personale mulighed for interaktion. Til glæde for dem og som et vigtigt element i min kunstneriske produktion. Problemet var for mig at se, at hotellets direktør ikke havde fået det værk, han havde tænkt sig. Men det er ikke kunstens opgave at levere præfabrikerede oplevelser, der stemmer nøjagtigt overens med eventuelle modtageres forestillinger. Heller ikke selvom de har betalt for en overnatning eller fem. Jeg mente desuden, at han havde fået et vægtigt værk i sin varetægt, som han med en smule forretningsmæssig flair, ville kunne sælge til en privat samler eller et kunstmuseum for et betragteligt beløb. Om direktøren allerede havde hældt pisset af elkedlen eller måske ligefrem havde smidt den ud, ved jeg ikke. Om det således var udsigten til tabt fortjenenste, værket eller mig som person, skal jeg ikke kunne sige. Men bægeret flød over. Pisset kom i kog . Og direktøren gik fra at være arrig til decideret
rasende. Jeg skulle forlade hotellet omgående. Jeg var aldrig mere velkommen. Og jeg ville blive black-listet på samtlige af hotelkædens hoteller verden over. Vores bil blev kørt frem. Og vi måtte begive os imod det mere ydmyge motorvejsmotel i Husby og en værelsespris på 700 kr. pr. døgn. En social deroute på 1900 kr. på kun to døgn. Der var ingen badekar. Der var ingen mini-bar. Og der var heldigvis heller ingen elkedel.
Uwe Max Jensen, f. 1970 på Mykines, Færøerne, er billedkunstner og bor og arbejder i Skæring. Værket »Du bringer mit pis i kog (1,5 liter af kunstneres pis fyldt på en elkedel)« vil i juni blive udstillet i Nikolaj i København.
Foto: Richard Winther.
Dette billede har intet med Periskop, performance, performativitet, praksis eller pis at gøre. Men med lidt god ret kan det måske siges at korrespondere med billedkunstneren Richard Winthers performative og forskydende genbrug af modernismen i Winthers iscenesatte fotografier (se nedenfor).
0 kommentarer:
Send en kommentar