2. februar 2012 ville maleren, mediemanipulatoren, provokatøren, kunstteoretikeren og filminstruktøren Jens Jørgen Enna Thorsen være blevet 80 år. Det markerer Thorsens kollega, konceptkunstneren Uwe Max Jensen, ved at rejse et monument i Holstebro, hvor Thorsen voksede op.
Jens Jørgen Thorsens mest kendte værk er hans portræt af Jesus på korset komplet med strunkt erigeret lem. Maleriet blev i 1980'erne udført på en mur ved Birkerød Station og på Café Graffiti's facade i det centrale Aalborg.
Som en hyldest til sin afdøde kollega og hans hjemby Holstebro og et samtidigt monument over den religionskritik og -satire, der ikke længere er en selvfølge, hvis det står til religiøse fundamentalister og FN, rejser Uwe Max Jensen fredag 27. januar 2012 et monument til ære for Thorsen.
Uwe Max Jensen lader Thorsens Jesus-værk genopstår i skulpturel form på en mur i Nørregade i Holstebro overfor Alberto Giacomettis bronzeskulptur ”Kvinde på Kærre”. Som en direkte kommentar til Jesu oprindeligt ydmyge kår skaber Uwe Max Jensen et krucifiks af piberensere, som han fastgør til muren overfor Giacomettis skulptur, så det ny monument går i dialog med Kvinde på Kærre. Uwe Max Jensens monument er skabt med Thorsens oprindelige murmaleri som direkte forlæg og ligner Thorsens maleri, hvad angår de vigtigste detaljer.
Monumentet er skabt af 18 piberensere. Selve Jesus-figuren er skabt af piberensere med farvebetegnelsen semitisk brun, da Jesus var en mørklødet mand og ikke hvid, som den vestlige kunsthistorie ellers har for vane at fremstille ham som. Korset, hvorpå Jesus hænger, er gult som et symbol på Judas' forræderi, mens Jesu lem er skabt af tre særligt tykke og lange guldfarvede piberensere.
Fredag 27. januar 2012 klokken 12.12 rejser Uwe Max Jensen sit monument i Nørregade i Holstebro. Når monumentet er fastgjort til muren, vil det akkurat som den historiske Jesus blive overladt til sin skæbne.
Miskendt i sin hjemby og i sit hus (og i Holstebro)
I Holstebro var der i begyndelsen massiv modstand mod Giacomettis skulptur. I dag bliver skulpturen knuselsket. Primært fordi den har vist sig at være en god investering. På samme måde er det ikke gået med Jens Jørgen Thorsen, der er en af Holstebros mest kendte sønner, men ikke for alvor anerkendt i sin hjemby.
Allerede Jesus var opmærksom på den skæbne, der er blevet Thorsen tildels, da han sagde:
"En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit hus."
Det samme gør sig gældende for Jens Jørgen Thorsen. Derfor skal han på sin 80 års dag hyldes med et monument.
Sted: Nørregade i Holstebro (overfor Alberto Giacomettis skulptur)
Tid: klokken 12.12 fredag 27. januar 2012
Form: historisk markering ved hjælp af rejsning af monument til Jens Jørgen Thorsens pris
***
***
Jens Jørgen Thorsen og Jesus på Birkerød Station
Jeg skrev foråret 2008 hovedopgave på Danmarks Journalisthøjskole om Jens Jørgen Thorsens murmaleri på Birkerød Station af Jesus med erigeret lem.
Artiklerne bringes her:
Indledning:
“De seneste tre år har danskerne diskuteret Muhammed-tegningerne. Men for små 25 år siden var Birkerød arnested for en næsten tilsvarende diskussion, da den nu afdøde provokunstner Jens Jørgen Thorsen slog en streg med konsekvenser.
I forbindelse med udsmykningen af en mur på Birkerød Station malede kunstneren den korsfæstede Jesus udstyret med et aflangt lem. Den fornærmelse gik ikke stille af og mundede ud i både kristen selvtægt og spørgsmål i folketinget til den ansvarlige minister.”
¤¤¤
Hovedartikel:
Blasfemi i Birkerød
Kunst, hærværk og censur. Det er ingredienserne i fortællingen om Jens Jørgen Thorsens Jesus-figur på en betonmur i Birkerød. Her er historien om et rejst lem, der satte landet på den anden ende.
AF UWE MAX JENSEN
Der er morgentravlt på stationen. Masser af mennesker skal med S-toget fra Birkerød til København for at passe deres arbejde. Intetanende passerer menneskemængden en stor grå betonmur. En mur, der få timer senere får sin egen plads i Danmarkshistorien.
På stationen står en lille delegation fra Birkerød Kunstforening. De venter, men ikke på toget. De venter på kunstneren Jens Jørgen Thorsen.
Han er på vej fra Skåne, hvor han bor. Men Thorsen er forsinket, fordi en lastbil har blokeret færgelejet i Helsingborg.
Delegationen fra Birkerød Kunstforening begynder at trippe utålmodigt. Ekstra Bladets kunstanmelder Alex Steen er allerede mødt op, og der er stadig ikke noget spor af kunstneren. Men ved 10-tiden falder der ro over gemytterne, da Thorsen omsider når frem til Birkerød Station.
Jens Jørgen Thorsen ærgrer sig over forsinkelsen, men ellers er kunstneren i strålende humør. DSB har efter aftale med Birkerød Kunstforening stillet en 39 kvadratmeter stor betonmur på Birkerød Station til rådighed for Thorsen, der kan udsmykke muren efter eget valg. Det gør Thorsen så effektivt, at murmaleriet trods en levetid på mindre end ét døgn bliver et monument i dansk kunsthistorie.
Et sted hvor jeg kan male
I efteråret 1984 har Birkerød Kunstforening inviteret Jens Jørgen Thorsen og kollegaen Jørgen Nash til at udstille på det lokale rådhus. Det takker begge kunstnere ja til. Men Jens Jørgen Thorsen vil gerne gøre reklame forud for udstillingen ved at lave en midlertidig udsmykning ude i byen.
“Er der ikke et plankeværk et eller andet sted, jeg kan male?” spørger Thorsen.
Det er der ikke.
I stedet tager Bodil Olesen, der i en længere periode i 1980′erne er formand for Birkerød Kunstforening, kontakt til DSB. På Birkerød Station har man opført nogle store grå betonmure, der bærer taget over den trappe, der fører ned til tunnelen under banelegemet. Bodil Olesen får en aftale i stand om, at Jens Jørgen Thorsen kan udsmykke en af de grå betonmure.
Inden udstillingen er Jens Jørgen Thorsen i Birkerød for at sondere terrænet. Her får han hurtigt kontakt til en lokal farvehandler, som Thorsen overtaler til at sponsorere den maling, han skal bruge til sit murmaleri.
Til angreb på muren
Det er fredag 19. oktober 1984, og Jens Jørgen Thorsen er netop ankommet til Birkerød Station fra Sverige. Kunstneren finder maling, pensler og koste frem. Han er klar til at gå til angreb på muren.
Bevæbnet med de sponsorerede malerbøtter og iklædt en karakteristisk hvid overtræksdragt af papir og en gul kasket træder Thorsen op på et bord, som Bodil Olesen har skaffet på den skole, hvor hun er ansat som lærer. Jens Jørgen Thorsen kaster maling på muren, som DSB har stillet til rådighed.
DSB’s slogan er “Ud at se med DSB”. På statsbanernes mur i Birkerød skriver Thorsen “Ud og se med egne øjne”. Bogstaverne er holdt i forskellige størrelser og farver, men ét af bogstaverne skiller sig særligt ud. Det er E’et i “se”.
Religiøs virilitet
E’et er ikke alene tre meter højt. Bogstavet udvikler sig også i en noget speciel retning. Det store E får nemlig hurtigt karakter af et kors. På korset hænger Jesus, og den lille tværgående streg i E’et bliver snart til Jesu tissemand, der stritter virilt mod himlen.
“Det var en enormt flot stiv tissemand,” husker Palle Hermund, der var bestyrelsesmedlem i Birkerød Kunstforening. Desuden havde han ansvaret for kunstforeningens pressemeddelelser, da han var uddannet journalist.
Nu bliver der ballade
Palle Hermund følger tilblivelsen af maleriet i selskab med sin ni-årige søn Anders. Sønnen får endda lov til at male lidt nede i højre hjørne af muren. Mens tissemanden tager form på statsbanernes væg, kommer kunstforeningens formand Bodil Olesen forbi for at inspicere maleriet.
“Nå, Palle. Nu bliver der vist ballade,” lyder hendes kommentar.
Kort tid efter går den profeti i opfyldelse, da en gruppe nonner fra et nærliggende kloster cykler forbi. De kigger beskæmmet på korsfæstelsesscenen, der i Thorsens fortolkning er krydret med noget så profant som erotisk opstemthed.
Streg eller fornærmelse
Set i retrospekt mener Bodil Olesen, at reaktionen dengang var en smule overdreven.
“Det var ikke andet end en streg, som lod noget tilbage at ønske. Det vil nærmest være at fornærme den mandlige del af befolkningen at kalde den streg en tissemand,” siger Bodil Olesen.
Men tilbage i 1984 er der flere forbipasserende, der reagerer endog meget stærkt på Jens Jørgen Thorsens værk.
“Sikke noget svineri. Får du penge for det,” lyder en kommentar fra en mand, der kommer ind med toget.
At Thorsen ikke får penge for at udsmykke muren, men gør det gratis, øger kun forargelsen.
Ebberødgård
På et tidspunkt kommer en gruppe psykisk udviklingshæmmede fra institutionen Ebberødgård forbi stationen. En ung mand er så imponeret over Thorsens maleri, at han selv ønsker at bidrage til det farveorgie, der efterhånden dækker den grå beton. Men pædagogerne, han er i selskab med, mener ikke, at det er en god idé, og de får skyndsomt den unge mand trukket videre.
Hvis Jesus kom til Birkerød
Efter arbejdstid støder folkeskolelæreren Peter Hesse til gruppen, der følger Jens Jørgen Thorsens maleri. Ved femtiden har Thorsen dækket broderparten af muren, og han vil vente med at gøre maleriet færdigt til næste dag. I første omgang vil kunstneren lade bord, malerbøtter og pensler stå, da han har tænkt sig at male videre lørdag morgen.
Det er en dum idé, mener Peter Hesse.
“Dem kan du ikke lade stå her. Så bliver de spredt ud over hele stationen,” advarer Peter Hesse, der i stedet tager kontakt til en DSB-medarbejder, som indvilliger i at låne Thorsen et lokale, hvor han kan låse maling, pensler og bord inde indtil næste morgen.
Peter Hesse hjælper Jens Jørgen Thorsen med at få malergrejerne bag lås og slå. Som tak for hjælpen giver kunstneren en øl. Peter Hesse gengælder senere venligheden ved at skrive hyldestdigtet “Hvis Jesus kom til Birkerød”, der bliver offentliggjort i Frederiksborg Amts Avis.
Kristen selvtægt i mørket
Det er ikke alle, der deler Peter Hesses begejstring, for den Jesus, der er arriveret på stationen i Birkerød. Sent fredag aften kommer den 25-årige medicinstuderende Kim Hartzner forbi Birkerød Station. Han har været til fødselsdagsfest hos sin mormor, og Kim Hartzner bryder sig bestemt ikke om det syn, der møder ham, da han skal hente sin cykel på stationen.
Lidelsesøjeblik
“Jeg besluttede mig for at male billedet over med det samme, jeg så det. Billedet forestillede Jesus på korset med en 80 centimeter lang erigeret penis – som en del af E’et i DSB-sloganet “Ud at se med DSB”. Jeg fæstede mig dog kun ved Jesus-figuren og den blasfemiske fremstilling, hvor Jesus som verdens frelser i sit lidelsesøjeblik blev fremstillet i en seksuel positur,” fortæller Kim Hartzner.
Den unge studerende antager, at Thorsens Jesus-maleri er graffiti, og han cykler derfor direkte hjem efter en bøtte lyserød maling. Så cykler han tilbage til stationen og maler Jesus-figuren over. Mens Kim Hartzner dækker Jesus-figuren med lyserød farve, undrer han sig over, at maleriet stadig er vådt. Men han bliver brat revet ud af sine tanker, da en aggressiv taxi-chauffør henvender sig til ham.
Statens ejendom
“Han var meget fortørnet over min handling og pointerede, at det jo var “statens ejendom”, jeg malede over, hvorpå jeg svarede: Kan du ikke se, hvad det forestiller? Om det så var statsministeren, der havde malet det, havde jeg gjort det samme,” siger Kim Hartzner.
Den vrede chauffør lader sig ikke formilde. Han forfølger Kim Hartzner i sin taxi og forsøger at presse den unge studerende op mod en kantsten. Men Kim Hartzner undslipper taxi-chaufføren og når uskadt hjem.
I kirken i Ravello
Lørdag morgen er der stor opstandelse, da Birkerød vågner op til den forsvundne Jesus. Til Frederiksborg Amts Avis udtaler Jens Jørgen Thorsen: “Det er ikke den slags destruktive reaktioner, jeg håber at fremkalde. Det er en bande hykleriske mafia-kristne, de farligste af alle, der har været ude at male om natten.”
Og til Ekstra Bladet, der har dækket tilblivelsen af maleriet om fredagen, siger Thorsen: “Jeg forstår ikke hærværksmændenes forargelse, hvad enten de er kristelige eller ej. Man skulle tro, de aldrig havde set en tissemand, og jeg er jo ikke den første billedkunstner, der har forsynet Jesus med sådan en. Det kan man blandt andet se i kirken i Ravello, lavet for århundreder siden…”
Hærværk mod hærværk
Bodil Olesen beslutter at tage affære i sin egenskab af formand for Birkerød Kunstforening. Hun melder hærværket til politiet.
“Jeg kunne naturligvis ikke stiltiende se på, at en kunstner, jeg havde inviteret, blev udsat for hærværk.”
På den lokale politistation er de ikke meget for at tage Bodil Olesens anmeldelse alvorligt. Politiet betragter sagen som hærværk mod hærværk.
“I begyndelsen ville de ikke tage imod anmeldelsen. Men politiet skal ikke være kunstanmelder. De skal sørge for ro og orden,” siger Bodil Olesen, der til sidst får overtalt politiet til at oprette en sag.
Smagsdommere og stalinister
Søndag læser Kim Hartzner i avisen, at episoden er meldt til politiet, og han melder sig selv.
“Men politiets vurdering var, at de ikke kunne se forskel på hærværk og kunst, og sagen fik ingen konsekvenser for mig udover en stor opmærksomhed fra medierne, som jeg har lært meget af,” forklarer Kim Hartzner, der i dag er uddannet læge og generalsekretær i den kristne nødhjælpsorganisation Mission Øst.
Jens Jørgen Thorsen og Jørgen Nash er ikke glade for politiets afgørelse. De omtaler politiet som “smagsdommere og stalinister”.
Det værste pjat
Bodil Olesen var heller ikke tilfreds med politiets afgørelse, men hun anerkender Kim Hartzners betydning i en større kunstnerisk sammenhæng.
“Hvis han ikke var kommet forbi, var der næppe blevet en sag ud af det. Det var ikke selve billedet, der var interessant. Omstændighederne bar begivenhederne frem,” mener Bodil Olesen.
Men hun har svært ved at forstå, at nogen kunne tage anstød af Thorsens maleri.
“Der var intet pornografisk ved billedet, og det provokerede ikke mig. Men det provokerede altså nogle. Men jeg synes, at overmalingen var det værste pjat. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det. Men det kan være intolerance for min part. Men det må så være der, situationen står.”
Sandblæst Jesus
Torsdag 1. november 1984 stiller et hold arbejdere fra DSB på direkte ordre fra trafikminister Arne Melchior med sandblæsere på Birkerød Station. Deres mission er at fjerne resterne af Jens Jørgen Thorsens maleri og Kim Hartzners lyserøde bidrag fra betonmuren på stationen. Men maskineriet fungerer ikke, og maleriet får en ekstra dag i rampelyset.
Samme aften udtaler Bodil Olesen til Alex Steen fra Ekstra Bladet:
“Jeg forstår ikke et kuk af det hele. Jeg kunne have forstået det, hvis det havde været for 20 år siden, men folk er åbenbart ikke blevet klogere. Jeg havde ikke selv drømt om, at Thorsen ville male et Jesus-billede, men på den anden side forarger det mig ikke!”
Færdighed og fantasier
Næste dag er det slut. Fredag 2. november møder DSB op med en højtryksspuler, og den klarer jobbet. Jesus bliver simpelthen vasket ned. Eller som Politikens udsendte poetisk formulerer det: “Muren på Birkerød Station blev i går spulet tilbage til sin oprindelige grå kedsommelighed.”
I folketinget er der livlig debat. SF’eren Ingerlise Koefoed beder Arne Melchior begrunde sin handling, mens Jens Steffensen fra Kristeligt Folkeparti spørger: “Skal kunstnere frit kunne bruge deres færdighed og fantasi til at håne kristne symboler og skal det ske for offentlige midler?”
Det sidstnævnte er dog ikke korrekt, for Thorsen modtog ikke offentlig støtte til værket.
Fra frelser til sex
Muren på Birkerød Station får ikke lov til at stå jomfruelig hen ret længe. Folk begynder at skrive digte og slogans på den grå beton, og kort efter nedtagningen af Jesus begynder DSB at anvende muren til reklamer.
Den første reklame, der kommer op at hænge, er for Sloggi-trusser.
“Den var pornografisk med seksuelle undertoner. Man så en gruppe kvinder, der kom cyklende. De sad på deres smalle sadler, og kjolerne blæste op om livet på dem, så man havde frit udsyn til deres trusser. Det billede var langt mere provokerende end Thorsens maleri,” husker Bodil Olesen.
En begivenhed
I dag – næsten 25 år senere – er betonmuren på Birkerød Station lige så grå, som i timerne inden Jens Jørgen Thorsens Jesus-maleri bortset fra nogle ubetydelige reminiscenser af fjernet graffiti.
På muren hænger to reklamer. Én for Lyngby Storcenter. Den anden er fra Home. Der er også opsat et skilt, der bekendtgør, at man ikke må parkere sin cykel op ad muren. Det forbud overholder borgerne i Birkerød ikke.
Bodil Olesen er i dag pensioneret folkeskolelærer. Hun er 63 år og flyttede fra Birkerød for flere år siden.
Hun kan stadig undre sig over, at hun fik del i et maleri, der blev en sag i både pressen og folketinget.
“Jeg havde aldrig troet, at det kunne give sådan en ballade. Tissemanden var en del af et mønster, og jeg følte ikke, at jeg skulle sige til Thorsen: Kan du ikke lige spare os for det! Det var måske ikke stor kunst, men der var en generøsitet over det, og det var en begivenhed. Det levede sit eget liv. Vi fik hele begivenheden forærende.”
¤¤¤
Artikel 2 (interview med Arne Melchior om hans beslutning om at kræve Thorsens maleri fjernet):
Brændemærket af Jesus
Thorsen-sagen forfulgte Arne Melchior i årevis og var ifølge den tidligere trafikminister fra CD årsag til hans dårlige ry i store dele af pressen
AF UWE MAX JENSEN
Thorsens Jesus-maleri giver fredag 19. oktober 1984 ikke kun respons i Birkerød. Også på Christiansborg sætter udsmykningen lemmer i bevægelse, da miljøminister Christian Christensen ringer til Arne Melchior, der som trafikminister har ansvaret for DSB’s ejendomme.
Miljøministeren fra Kristeligt Folkeparti fortæller sin ministerkollega om maleriet på Birkerød Station, og samme aften kører Arne Melchior til Birkerød for at besigtige Thorsens murmaleri. Trafikministeren er ikke begejstret for det syn, der møder ham.
“Jeg konstaterede, at der var tale om en blasfemisk handling, da Jesus var afbildet på en upassende måde. Desuden var maleriet i strid med grundloven, da grundlovens paragraf 4 lyder som følger: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Og staten kan da ikke på sin egen væg forhåne den religion, som grundloven siger, vi skal støtte,” siger Arne Melchior.
Jesus skal væk
Fredag aften – få timer efter Arne Melchiors besøg på Birkerød Station – maler Kim Hartzner Thorsens Jesus-figur over med lyserød maling. Men det er ikke nok for ministeren. Han ønsker hele Jens Jørgen Thorsens murmaleri væk.
“DSB’s generaldirektør Ole Andresen gav mig ret i, at motivet var utilstedeligt, og som ansvarlig minister gav jeg ordre til, at det skulle smøres over. Jeg blev i den forbindelse beskyldt for censur. Men det var der ikke tale om. Ytringsfriheden var ikke krænket. Kunstneren kunne male lige, hvad han ville. Men en kunstner kan ikke bemale statens ejendom med hvad som helst. Det ville jo svare til, at en kunstner gik ind på Hovedbanegården og malede der i ytringsfrihedens navn,” siger Arne Melchior om sin beslutning.
En provokation
Arne Melchior vinder ikke mange hjerter i pressen med sit krav om, at Thorsens maleri skal fjernes, og i folketingssalen må han lægge ører til gnubbede ord. Venstresocialisten Jens Otto Madsen finder, at det er et groft indgreb mod den kunstneriske frihed at fjerne maleriet. Trafikministeren fastholder på sin side, at Jens Jørgen Thorsens værk er en provokation, der ikke hører hjemme på offentlige bygninger.
“Trods beskyldningerne om censur holdt jeg fast i mit, og det gør jeg den dag i dag. Men sagen var skyld i, at ledende chefredaktører siden hen behandlede mig så dårligt. De har fortalt mig, at det var på grund af den her sag,” forklarer Arne Melchior.
Understøtter folkekirken
Trafikminister Arne Melchior har jødisk baggrund. Jødedommen er langt ældre end kristendommen og anerkender ikke Jesus som hverken guds søn eller profet. Men det spiller ikke ind på Arne Melchiors afgørelse.
“Mit privatliv angår ikke min embedsførelse. Jeg lever i et kristent land, selvom man skulle tro, at Anders Fogh efterhånden har glemt det. Jeg har skrevet under på at holde grundloven i forbindelse med valget til folketinget, og da grundloven siger, at vi skal understøtte folkekirken, kan vi ikke samtidig gøre nar ad den samme kirke på statens ejendom.
Hvis Jens Jørgen Thorsen var utilfreds med den afgørelse, kunne han jo have henvendt sig til myndighederne og bedt dem anlægge sag imod mig. Men det gjorde han ikke. Thorsen vidste godt, at jeg havde ret. Men jeg har fået mange tæsk for det,” fortæller Arne Melchior.
Jens Jørgen Thorsen vælger dog at klage til ombudsmanden, da maleriet fjernes, men ombudsmanden afviser klagen.
Sømmet fast til korset
Tæsk af den verbale slags får Arne Melchior også af Politikens skribent, forfatteren Carsten Jensen.
I en søndagskommentar i de ophedede dage i efteråret 1984 skriver Carsten Jensen følgende:
“Alle mænd har tre slags skæg, står der i helsidesannoncer for elektriske barbermaskiner. Alle ved, at Jesus havde skæg, men havde han også tre slags? Ja, det havde han faktisk. I hvert fald ifølge kunstneren Jens Jørgen Thorsen. Jesu tre slags skæg var øl, fisse og hornmusik.
I ugen der gik, sørgede trafikminister Arne Melchior for, at de synlige følger af den ene slags skæg, nemlig Jesu erigerede lem, blev fjernet fra en DSB-mur i Birkerød. Her havde Thorsen afbildet den eneste del af Kristus, der ikke blev sømmet fast på korset. Sådan var der to, der i ugens løb stod sammen om at gøre reklame for den glade kristendom.”
Opsagte abonnementer
Arne Melchior bliver rasende over Carsten Jensens kommentar og siger alle trafikministeriets abonnementer på Politiken op.
“Carsten Jensen hånede kirken. Derfor sagde jeg abonnementerne op. Herbert Pundik (Politikens daværende chefredaktør, red.) var i øvrigt så enig med mig, at han gav Carsten Jensen tre måneders skrivekarantæne,” fortæller Arne Melchior om episoden.
Sagen bliver siden taget op af ombudsmanden, der henstiller, at trafikministeriet skal genoptage sine Politiken-abonnementer. Den henstilling følger Arne Melchior, da han ikke er interesseret i at gå imod ombudsmanden.
Sukker på grovkosten
Selvom ministeren får en ordentlig tur i mediekarrusellen og blandt andet bliver kåret til årets nytårstorsk af Ekstra Bladet i 1984, er der ikke noget, Arne Melchior fortryder i dag.
“Næh.”
“Jeg finder, at jeg handlede på den eneste mulige måde. Det ville have været skrupforkert af mig, hvis jeg ikke havde skredet ind overfor Thorsens maleri.
Jeg modtog i øvrigt anerkendende breve fra flere biskopper for min håndtering af sagen. Det virkede som sukker på grovkosten ovenpå den behandling, jeg var ude for.
Mange har helt misforstået sagen, og da den fik en udløber i Aalborg, hvor Thorsen lavede et tilsvarende maleri, blandede jeg mig ikke. For det var jo ikke på statens ejendom. Men staten kan ikke gøre nar ad den religion, den ifølge grundloven skal understøtte,” siger Arne Melchior.
¤¤¤
Artikel 3 (om blasfemi):
Gud på coke
I Danmark er det efterhånden svært at få de kristne op af stolene, når det gælder blasfemi. I udlandet er det noget lettere.
AF UWE MAX JENSEN
“Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud. Han fik aldrig selv sat ild på sin cigar, for han ordned jo Maria pr. vikar,” synger visesangerinden Trille i TV-programmet “Musikalske Venner”.
Året er 1970, og Trilles fremførelse af sangen “Øjet” er stærk kost. Den sydsjællandske pastor Jan Stolt anmelder de to ansvarlige programchefer for blasfemi. Sagen ender i retten. Begge frikendes dog for anklagerne.
I 2003 protesterer katolikker og kristne med mellemøstlig baggrund mod forretningskæden Kvicklys salg af “Jesus-sandaler”. Sandalerne er påtrykt billeder af Jesus og Jomfru Maria. Forretningskæden politianmeldes. Men der rejses ikke sag.
Terrorist-Messias
I april-maj i år udstiller billedkunstneren Andreas Schulenburg i Kunstpakhuset i Ikast.
I denne del af Midtjylland står Indre Mission traditionelt stærkt, og i Ikast lykkedes det Indre Mission at holde alkohol væk fra offentlige udskænkningssteder til langt op i det 20. århundrede.
I Kunstpakhuset udstiller kunstneren en skulptur, hvor Jesus fremstilles som terrorist komplet med hætte over hovedet og maskingevær i hånden. På et af Andreas Schulenburgs malerier sniffer Gud kokain i selskab med et egern. Men værkerne afføder ingen reaktioner.
Spejlkors
Mens danskerne ser ud til at have oparbejdet en høj tolerancetærskel, hvad angår allehånde brug af kristen symbolik, er det anderledes i udlandet.
I forbindelse med Madonnas “Confessions Tour”, der i efteråret 2006 fører hende til Moskva, er der voldsomme protester mod sangerindes sceneoptræden, hvor hun som en del af showet lader sig korsfæste på et stort spejlkors.
Det falder ikke i god jord.
Gadeuorden ved koncert
Forud for koncerten modtager popstjernen dødstrusler, og der florerer rygter om, at kriminelle organisationer har planer om at kidnappe Madonna og hendes to børn.
Da det kommer til stykket, er der imidlertid kun en lille gruppe fra ortodokst kristne organisationer, der demonstrerer udenfor koncertstedet ved at rive Madonnas billede i stykker. Russisk politi anholder 10 for gadeuorden.
Blasfemi på flaske
I januar 2008 klager 440 russisk-ortodokse kristne over en reklame fra Coca-Cola, der ifølge klagerne anvender kristne symboler på en blasfemisk måde. Coca-Cola trækker reklamen tilbage.
I Danmark forsøger flere muslimske grupper anført af den senere folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid i 2005 at anlægge en blasfemisag mod Jyllands-Posten efter offentliggørelsen af 12 Muhammed-tegninger. Sagen afvises.
¤¤¤
Artikel 4 (ekspertkilder (ekspertkilde Malene Busk stammer fra Birkerød)):
“Vi har bundet dragen
- men den har stadig tænder”
I årevis er der ikke ført sager om blasfemi i danske retssale, men fænomenet kan være på vej tilbage
AF UWE MAX JENSEN
Vi skal tilbage til 1938, hvor en gruppe nazister bliver dømt for at forhåne den jødiske religion for at finde et eksempel på, at nogen er dømt efter straffelovens paragraf 140 om blasfemi.
Men to eksperter vurderer, at der er en reel mulighed for, at danske kristne i fremtiden i højere grad vil påberåbe sig blasfemiparagraffen.
Malene Busk er ph.d. i idéhistorie og adjunkt på Kunstakademiets Arkitektskole. Herudover skriver hun om ytringsfrihed og beslægtede emner på sitet kritiskfornuft.blogspot.com. Hun vurderer, at der er fare for, at danske kristne vil forsøge at få øget indflydelse på fremtidig lovgivning.
“Det kommer naturligvis an på, hvor meget vi insisterer på, at vi godt må kritisere tro. Men hvis vi åbner op for, at subjektive religiøse følelser skal have vægt i retssystemet, så tror jeg, at der er nogle kristne grupper, der vil begynde at tale om deres krænkede følelser i alle mulige sammenhænge,” siger Malene Busk.
Lidelse i høj kurs
Blandt andet den voldsomme muslimske reaktion på Muhammed-tegningerne har næret et ønske hos nogle kristne om, at der slås hårdere ned på ytringer, der kritiserer eller krænker tro.
“Der er ikke tvivl om, at hvis sluserne først bliver slået op for, at folk kan blive dømt for at krænke religiøse følelser, så er det ikke kun muslimer, der vil gøre brug af lovgivningen. Så kommer de kristne også på banen,” forudser Malene Busk.
At kristne i Danmark hidtil er veget tilbage fra at føre retssager med udgangspunkt i krænkede religiøse følelser er ifølge Malene Busk sandsynligvis et udtryk for, at de har mærket, at tiderne har været imod den slags tiltag. De har derfor givet op på forhånd.
Der er også en teologisk forklaring på de manglende protester.
“I kristendommen gør man en dyd ud af at tåle og udholde smerte. Lidelse er traditionelt i høj kurs i kristendommen, hvor man nærmest kan tale om en masochistisk trend. Derfor har nogle kristne været tilbageholdende med at råbe op, når de har følt, at deres religiøse følelser er blevet krænket,” forklarer Malene Busk.
Luthers lære
Kai Sørlander er filosof og forfatter. Han har senest udgivet den anmelderroste “Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv”.
I bogen præsenterer Kai Sørlander den hovedtese, at kristendommen og ikke mindst Luthers lære om sondringen mellem et åndeligt og et verdsligt regimente er en væsentlig del af forklaringen på, at vesten har udviklet sekulære demokratier.
Desuden medfører adskillelsen af det verdslige og det åndelige, at det i mange tilfælde er lettere for kristne at bære religiøse fornærmelser, da fornærmelserne så at sige hører det hinsides til.
Men situationen er ikke statisk. Kristendommen har potentiale til at udvikle sig i en mere sensitiv retning.
“Der er ting, der trækker i begge retninger. Der er kristne, der siger, at nu skal vi have respekt for religion. De ser en forbundsfælle i islam omkring en fælles konfrontation med det sekulære samfund.
Men der er også en anden retning, mest fremtrædende omkring Tidehverv (kristen bevægelse med Søren Krarup som en af frontfigurerne, red.), hvor eksempelvis Katrine Winkel Holm har markeret sig som modstander af blasfemiparagraffen,” siger Kai Sørlander.
En uklarhed
I de kommende år vil der ifølge Kai Sørlander bliver udkæmpet væsentlige slag i den værdikamp, der raser mellem forskellige tilgange til det religiøse felt. En værdikamp hvor resultatet ikke er givet på forhånd.
“Der er stadig en kamp og en uklarhed. Problemet er, at flere grupper ønsker, at der skal lovgives mod religiøse krænkelser. Det bliver en kamp at arbejde mod de tiltag. Jeg forsøger selv at argumentere for, at vi skal bevare adskillelsen mellem religion og politik. Men andre arbejder på at bringe mere religion ind i politik,” fortæller Kai Sørlander.
Malene Busk vender sig også mod lovgivning, der sikrer religion en særstatus.
“Det er utrolig farligt. Det vil bremse en meget væsentlig offentlig debat. De troende må affinde sig med, at religionerne ikke tilhører dem. Religionerne tilhører os alle sammen. De hører til en del af verdenshistorien, som vi alle sammen må tage stilling til og forholde os til. Der er ingen ejendomsret til religioner. Ideer tilhører os alle, og der skal ikke være en lovgivning, der beskytter religiøse ideer frem for andre ideer,” siger Malene Busk.
I gæld til kristendommen
I “Forsvar for rationaliteten” vedkender Kai Sørlander sig en gæld til kristendommen.
“Vi har haft en religion, der har hjulpet os frem mod de sekulære samfund. Men vi kan ikke være sikre på, at hvis kristendommen skrider, at det så er det rationelle, der kommer ind i folks hoveder. Men protestantisk kristendom letter de demokratiske ideers adkomst.
Jeg argumenterer ikke ud fra kristendommen, men kristendommen indgår som en væsentlig del af den historiske forklaring på, hvorfor vi i Europa og vesten udviklede sekulære demokratier,” siger Kai Sørlander.
Filosoffen advarer samtidig mod en sidestilling af islam og kristendom.
“Det er en politisk dumhed. Religioner er forskellige. Grundlæggende ligeværdighed forudsætter, at politiske beslutninger er noget, der tages af mennesker.
I islam hersker der en helt anden holdning. Her er lovgivningen givet af gud. Derfor mener jeg, at når man skal ind at forklare, hvorfor de religionsuafhængige menneskerettigheder har deres rod i vesten, må man ikke overse, at det har grundlag i kristendommen,” siger Kai Sørlander.
Etiske kampe og oplysning
Malene Busk indtager en mere skeptisk position end Kai Sørlander, hvad angår kristendommens demokratiske potentiale.
“Jeg tror ikke ét sekund på, at kristendommen er en mindre farlig religion end islam. Kristendommen er derimod stækket af mere end 100 års etiske kampe og oplysningen. Vi har bundet dragen. Men det betyder ikke, at den ikke har tænder,” siger Malene Busk og uddyber:
“Hvis kristendom skulle være en årsag til tankefrihed, menneskerettigheder og demokratisk reform, har de kristne et alvorligt forklaringsproblem i forhold til, hvorfor disse goder ikke indtraf i den cirka 1400 år lange periode, hvor kristendommen reelt havde fortrængt al alternativ tænkning og desuden havde de verdslige herskere i stald.”
Grundloven er ingen tilfældighed
Kai Sørlander fastholder, at kristendommen har haft afgørende betydning for udviklingen af demokratiet.
“Jesu fordringer implicerer, at man ikke kan lave politiske lovgivninger på dem, fordi Jesus gav fuldstændig afkald på politisk magt. Her er islam helt anderledes, fordi Muhammed søgte og fik politisk indflydelse.
Derfor lader kristendommen sig lettere forene med de krav, en moderne samfundsorden sætter, og det er næppe en tilfældighed, at biskop D.G. Monrad stod fadder til grundloven fra 1849, der er orienteret mod demokrati og ytringsfrihed,” anfører Kai Sørlander.
¤¤¤
Fra Sappho:
Først Rushdie, så Thorsen
15. februar 2009 - Uwe Max Jensen
I kølvandet på Rushdie-sagen i 1989 udspandt der sig en tilsvarende sag i Holstebro, hvor kunstneren Jens Jørgen Thorsen blev overfaldet og truet på livet. Thorsens forbrydelse? Han havde malet Muhammed og Gud som "en snotklat"
Mens aviserne de seneste uger er flydt over med artikler om Salman Rushdie i anledning af, at det i disse dage er tyve år siden, at det iranske præstestyre nedkaldte en fatwa over forfatteren, er en næsten identisk historie, der udspillede sig i Danmark nogle få uger senere, gået i historiens glemmebog.De fleste kender historien om Jens Jørgen Thorsens Jesus-film og hans maleri på Birkerød Station af frelseren med erektion, men kun få har hørt om en dramatisk episode, der udspillede sig på Holstebro Gymnasium i marts 1989 og som mundede ud i overfald, bombetrusler og en fatwa fra tyrkiske islamister.
Afdøde Jens Jørgen Thorsen besad en gudbenådet evne til at provokere og igennem en periode på næsten 50 år, lykkedes det igen og igen Thorsen at lægge sig ud med allehånde religiøse autoriteter.
I foråret 1989 var det imidlertid ved at gå helt galt, da Jens Jørgen Thorsen kastede sig over islamiske dogmer.
Brødreparret Paul Cederdorff og Erik Madsen har i dag en rolig tilværelse som folkepensionister. Men i 1989 overværede de Thorsens kvaler fra første parket. Her følger deres version af de dramatiske begivenheder i Holstebro. Vi spoler tiden tilbage til mandag den 13. marts 1989:
Paul Cederdorff, der er billedkunstlærer på Holstebro Gymnasium, har inviteret Jens Jørgen Thorsen til at optræde ved en fællestime. Her udarter tingene.
"Det var sådan en seance, hvor han skulle komme at male og fortælle om kunst og vise, hvordan man konstruerer et klassisk billede. Maleriet bliver udmærket. Men det ligner alle andre malerier," fortæller Paul Cederdorff.
Jens Jørgen Thorsen har i løbet af maleseancen smidt tøjet og smurt sig ind i maling, og han har udført sit klassiske glansnummer med at tegne maleriets horisontlinje ved at trække sin tissemand henover lærredet. Nu vender han sig mod eleverne for at få gode råd til, hvordan han kommer videre med billedet.
Gud som en snotklat
"Mal nogle røde køer," råber en af eleverne.
Thorsen griber penslen og maler en ko.
"Den ko kan være Khomeini," siger Thorsen og fortsætter:
"Når Khomeini er der, skal Muhammed også være her."
Efter Muhammed følger afbildninger af Jesus og Buddha, inden Thorsen beslutter at male Gud.
"Over det hele svæver Gud. Gud må jo ifølge den moderne videnskab nærmest være en snotklat," forklarer Thorsen og klasker den gelemasse, der sidder på malerspandens låg op på lærredet, og maler Gud som en sol med et ansigt i.
"Det bliver et ganske udmærket billede. Det skal han have," siger Paul Cederdorff.
Jens Jørgen Thorsen fortæller senere til Ekstra Bladet, at det farverige maleri forestiller Allah "som en snotklat med øjne" og ayatollah Khomeini ridende overskrævs på en sortbroget, dansk ko, der blinker knibsk til en rødmende gul tyr med en halvt erigeret grøn pik.
Tapetsersaksen
Thorsen forlader gymnastiksalen for at vaske malingen af sig, men da Paul Cederdorff er ved at pakke sammen, tager begivenhederne fart. En gymnasieelev med libanesisk baggrund har rejst sig og er gået i gang med at ødelægge Thorsens maleri med en tapetsersaks. Paul Cederdorff råber eleven an, men det får blot eleven til at vende sin vrede fra Thorsens maleri mod Paul Cederdorff selv."Han ser helt vild ud og går hen imod mig med tapetsersaksen i hånden. Så ved jeg godt, at det er med at komme af skinnerne, og jeg skubber et bord imellem os. Så kaster han tapetsersaksen efter mig," fortæller Paul Cederdorff.
Saksen rammer ikke, men sætter sig fast i gulvet lige bag Paul Cederdorff. Den nødstedte billedkunstlærer appellerer om hjælp fra de andre lærere. Men ingen lærere gør ifølge Paul Cederdorff miner til at blande sig. I det samme kommer Jens Jørgen Thorsen ud fra badet og blander sig i diskussionen. Der har karakter af et voldsomt håndgemæng.
Flænget maleri
"Til sidst forsvinder det vilde glimt i øjnene på eleven, og vi får forklaret ham, at i Danmark gør man ikke sådan noget. Hvis du ikke vil se sådan noget, kan du bare gå, siger vi til ham. Det forstår han, og så går han," husker Paul Cederdorff.Tilbage i gymnasiets gymnastiksal står Thorsens maleri med to ordentlige flænger. Både Thorsen og Cederdorff er stærkt chokerede.
Paul Cederdorff er ikke mindst opbragt over den manglende støtte fra sine arbejdskolleger. Jens Jørgen Thorsen udviser dog åndsnærværelse nok til at ringe efter Ekstra Bladet og informere avisen om episoden. Politiet ønsker maleren ikke at blande ind i sagen.
Forsoningsmøde
Når Jens Jørgen Thorsen er i Holstebro, bor han ved Paul Cederdorffs storebror Erik Madsen. Dagen efter episoden på gymnasiet deltager Thorsen og Erik Madsen i en direkte morgenudsendelse på Radio Midt og Vest.I løbet af programmet ringer en libaneser ind og siger, at han gerne vil have en snak med Jens Jørgen Thorsen. Thorsen aftaler at mødes med libaneseren på gymnasiet. Jens Jørgen Thorsen og Erik Madsen tager af sted til mødet med den sikre forvisning, at Thorsen skal have en uforbeholden undskyldning ovenpå gårsdagens episode. Det bliver ikke tilfældet.
Da Thorsen og Madsen ankommer til gymnasiet, venter den libanesiske elev, der flængede Thorsens lærred, og en person, som præsenterer sig som elevens ældre bror. De fire mænd finder et tomt lokale på gymnasiet, hvor de kan diskutere tingene igennem.
"Vi troede, de ville sige undskyld. Men de gik i krig i stedet for. De begynder med at spørge Jens Jørgen om, han er stolt af sin kunst. Det mener han, at han er. Så siger de, at man ikke må lave den slags billeder. Det må man godt i Danmark, svarer Jens Jørgen. Så kræver de en undskyldning. Men det vil Jens Jørgen ikke give dem. Han siger til den yngste bror, at det er ham, der har trådt over stregen," husker Erik Madsen.
Katolikker er de værste
I løbet af den accelererende diskussion spørger Jens Jørgen Thorsen de to mænd, hvilket religiøst tilhørsforhold, de har."Vi er katolikker," svarer de, og det får Thorsen til at indvende:
"De er sgu også meget værre end de andre."
Ifølge Paul Cederdorff, der senere i en kort periode underviser den libanesiske elev i billedkunst, er der ikke noget, der tyder på, at denne oplysning er korrekt, da resten af elevens familie ifølge Cederdorff har muslimsk baggrund.
Under alle omstændigheder udløser bemærkningen en voldsom reaktion. De to mænd overfalder Thorsen og Erik Madsen med en byge af slag og spark.
"Havde de haft noget at slå eller skære med, havde vi været døde. Så havde vi ikke klaret den. Det er helt sikkert," forklarer Erik Madsen.
Det lykkes Thorsen og Erik Madsen at flygte ud i en trappeopgang med de to rasende mænd i hælene. Her fortsætter tumulten. På et tidspunkt kommer en lærer ud i trappeopgangen. Han beder mændene om at stoppe overfaldet.
Men da de ikke reagerer på hans opfordring, trækker læreren blot en sodavand og skynder sig at fortrække. Imens kæmper Thorsen og Erik Madsen videre med de to mænd.
På et tidspunkt får de fat i den ældste brors arme og holder ham fast. Det resulterer imidlertid i, at han sparker løs med benene og får sparket et glasparti i en dør i stykker. Med et nyt spark rammer han Erik Madsen i skridtet, så Madsens tissemand får et knæk, og hans testikler bliver blå.
Leopard uden pletter
Erik Madsen er efterfølgende på sygehuset, hvor de lover ham, at alt nok skal blive fint igen. Men da Madsen er nygift, truer Fru Madsen med at lægge sag an mod overfaldsmændene, da der går næsten en måned, inden gommen igen er kampklar, hvad angår de nedre regioner.Efter skridtsparket besinder den yngre bror sig, og han råber til Thorsen og Erik Madsen, at han nok skal holde sin storebror tilbage, så de kan flygte. De to uheldige mænd flygter fra gymnasiet i bil og kører tilbage til Erik Madsens hjem.
"Vi var møj chokerede. Vi er rolige mennesker. Men det gør indtryk på dig, fordi det var så voldsomt," siger Erik Madsen.
Om aftenen skal Jens Jørgen Thorsen videre til Kolding for at besøge et damebekendtskab. Inden Thorsen siger farvel, låner han et par bukser af Erik Madsen. Thorsen tør ikke stå på perronen i Holstebro i sine karakteristiske leopardbukser. Han er bange for at blive genkendt.
Klar til at slå ihjel
Dagen efter overfaldet bliver seancen omtalt i Ekstra Bladet, og journalist Niels Westberg skriver, at Jens Jørgen Thorsen nu deler skæbne med Salman Rushdie, da begge er "Dødsdømt af muslimer" (Ekstra Bladet onsdag 15. marts 1989).Via en erklæring meddeler en talsmand for fornærmede tyrkiske islamister følgende til Ekstra Bladet: "Vi muslimer føler os dybt krænkede af Thorsens maleri-svineri i Holstebro. Jeg er personligt klar til at slå ham ihjel. Han skal ikke slippe godt fra det, han har lavet i Holstebro."
Og nok så interessant: "Dansk lov om ytringsfrihed tæller ikke, når man krænker to milliarder muslimer i verden."
Efter overfaldet gør Jens Jørgen Thorsen status overfor Ekstra Bladet. Kunstnerens ord er stadig aktuelle:
"Sagen om Salman Rushdie viser, at vi kunstnere igen skal til at kæmpe for fantasiens ret til fri udfoldelse. I den affære skal ingen - og slet ikke præster, hvor de end kommer fra - blande sig. Jeg gentager: hvis Khomeini vil kvæle den kunstneriske fantasi, så død over Khomeini!"
Tyren Salman
I den lokale avis - Dagbladet Holstebro-Struer - er der også fokus på forbindelsen til den verdenskendte Rushdie-sag. Forsideartiklen og dagens tophistorie ("Rushdie-debatten er ikke forbeholdt udlandet: Khomeynis vrede ramte i Holstebro", tirsdag 14. marts 1989) bekendtgør følgende:"Mordtruslen mod den britiske forfatter Salman Rushdie berører danskere mere, end man umiddelbart skulle tro."
Udlægningen af de figurer, der optræder på Thorsens maleri, er til gengæld en smule anderledes end Ekstra Bladets udlægning.
Af forsideartiklen fremgår det, at Jens Jørgen Thorsen "fremstillede Khomeyni som en ko og Salman Rushdie som en tyr på et spontant billede i Holstebro Gymnasiums boldspils-hal".
Og videre: "På samme maleri var Vorherre i øvrigt fremstillet som en snotklat, der løb ned over resten af motivet."
Gymnasieelevernes generelle reaktion på Thorsens billede bliver af avisen beskrevet på følgende måde: "De antireligiøse symboler blev dog ikke taget synderlig ilde op af de øvrige elever på mødet."
Adjunkt Henrik Hoffmeyer fra Holstebro Gymnasium, der var til stede under fællesmødet, beskriver overfor avisen maleseancen og hærværket mod Thorsens maleri på følgende måde:
"Der er ikke sket noget særligt ophidsende på gymnasiet. Det tog faktisk en rum tid, før vi opdagede, at maleriet var blevet flænget i menneske-mængden."
Om Thorsens arbejdsgang oplyser avisen:
"På opfordring: Thorsen malede i øvrigt sine symboler og figurer efter opfordring fra salen. Han fik dog kun en opfordring på at lave en ko. Videre-udviklingen til Khomeyni var hans egen ide, lige som han også fik indplaceret en tyr som Rushdie."
Provokation er mulig
På side fire i samme dags udgave har Dagbladet Holstebro-Struer endnu en artikel om Thorsens maleseance ("Billederne skulle være brændt af", 15. marts 1989).Artiklen, der ligesom forsidehistorien er skrevet af journalist Steen Færgemand, oplyser, at Thorsen oprindeligt ville have brændt sine malerier af efter maleseancen, da kunstneren ikke som ønsket havde fået lov til at male direkte på væggen. Efter den dramatiske udvikling valgte Thorsen imidlertid at tage malerierne med sig.Desuden skriver Steen Færgemand følgende om provokation som mulighed:
"Provokation er stadig mulig 20 år efter de glade tressere, men denne gang var der ikke tale om kristen forargelse."
Journalist Steen Færgemand har også opsøgt åstedet for begivenhederne, men her er der ikke mange spor tilbage:
"Til morgen var der ikke andre spor af de famøse skilderier end lidt malerpletter på væggen og en delvis våd plade, som Jens Jørgen Thorsen stod på under malerierne."
Bombetrussel mod gymnasium
Senere får sagen om Thorsens Muhammed-maleri endnu en udløber, da Holstebro Gymnasium bliver ringet op af en mand, der truer med at sprænge skolen i luften, hvis han ikke får sit krav opfyldt.Bombemanden, der ifølge rektor Ole Balslev fra Holstebro Gymnasium talte et "fornuftigt dansk", kræver, at den libanesiske elev, der har flænget Thorsens maleri, skal bortvises permanent fra skolen.
Bombetruslen bliver meldt til politiet. Men manden bag truslen er aldrig fundet.
Jeg stod med aben
Selvom der er gået næsten 20 år siden Jens Jørgen Thorsens maleseance på Holstebro Gymnasium, vækker overfaldet og ikke mindst dets efterspil stadig stærke følelser hos Paul Cederdorff."Efter påskeferien bliver jeg kaldt ind til rektor, og jeg får en røffel. Rektor mener, at det er min og Jens Jørgens skyld, og han kommer med en formaning om hist op og kom herned. Vi regnede med, at det var os, der var de forurettede. Men jeg fik besked om, at det måtte jeg aldrig gøre mere, og rektor præciserede, at vi havde provokeret.
Det mener jeg ikke. Den almindelige danske elev følte sig ikke provokeret. De opfattede det bare som underholdning. Ved den lejlighed fik min fornemmelse af at være dansk borger et alvorligt knæk. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Alligevel var det mig, der stod med aben," fortæller Paul Cederdorff.
Den libanesiske gymnasieelev bliver efter overfaldet ifølge Paul Cederdorff bortvist i én uge. Derefter får han lov til at vende tilbage til skolen. Senere vil skæbnen det, at Paul Cederdorff får den pågældende elev i billedkunst.
"Jeg havde ingen forbehold mod at undervise ham, og jeg spurgte om, han havde noget imod, at jeg blev hans lærer. Det havde han ikke, og vi fik en fornuftig snak. Men vi var da lidt forsigtige overfor hinanden, da vi vidste, at der var visse energier imellem os, der godt kunne være slemme," husker Paul Cederdorff.
Der bliver ikke yderligere episoder mellem eleven med libanesisk baggrund og Paul Cederdorff, og eleven dropper kort tid efter ud af Holstebro Gymnasium.
De trådte på friheden
Paul Cederdorff nærer i dag ingen negative følelser mod sin tidligere elev og overfaldsmand."Han gjorde måske bare, hvad han følte var rigtigt. Det er godt nok imod vores leveregler. Men det var der måske ingen, der havde fortalt ham.
"Paul Cederdorff gik på pension fra Holstebro Gymnasium for 2 1/2 år siden. Men selv næsten tyve år efter episoden, er han skuffet over sine kollegers reaktion.
"Jens Jørgen og jeg var helt uforberedte på det her, og jeg blev rimelig chokeret. Jeg troede, at jeg kunne snakke med mine kolleger, da jeg følte mig truet på livet. Det kunne jeg ikke. Det gav mig et varsel om, at man nok skal passe på.
Siden følte jeg mig ikke tryg, når jeg var sammen med kollegerne fra gymnasiet. Jeg følte ikke, at jeg kunne regne med dem, og jeg kunne heller ikke stole på ledelsen. Jeg mener, at de trådte på begrebet frihed. Det var ingen bevidst provokation fra vores side. Jeg følte det faktisk som om, at jeg var blevet voldtaget. Så går man til politiet og tror, at man får hjælp. Men så får man nærmest skyld for, at det skulle man aldrig nogen sinde have rodet sig ud i. Det er den følelse, jeg sidder tilbage med," forklarer Paul Cederdorff.
Jens Jørgen Thorsen blev aldrig siden inviteret som gæst på Holstebro Gymnasium.
http://www.sappho.dk/rushdie-og-thorsen.htm
0 kommentarer:
Send en kommentar